søndag den 23. oktober 2011

RAW as Ice - idéen

Idéen med RAW as Ice er at skabe et forum, hvor amatørfotografer kan poste billeder, og hvor deltagerne giver kritik på hinandens fotos. Målet er at vi bliver bedre fotografer, både hvad angår brug af vores kamera, og vores brug af motiver.

Konceptet:
  • Nuuk baseret fotoblog - fordi vi skal have ca. de samme muligheder for at tage billeder.
  • Faste opgaver - vi skal have fx en opgave pr. måned; tvungent motiv, benytte bestemte teknikker, gøre noget på en anden måde en man plejer, osv. Opgaverne kan være hvad som helst - formålet er blot at tvinge os til at blive bedre til at bruge vores kamera og vores omgivelser.
  • Kritik - deltagerne skal give kritik på hinandens billeder, så man kan få noget input til hvad man kunne have gjort anderledes, eller bekræftelse af at man har fat i den lange ende ...
Rensdyrjægere i gummibåd, Ameralik. Foto: Jesper Regin


Hvem kan være med?
Alle der har interesse i at tage billeder og blive bedre til det. Mht de faste opgaver er det måske bedst om vi har ca. de samme muligheder for at finde motiverne, så derfor Nuuk, eller måske bare Grønland - eller bare planeten jorden.

Krav?
Der er ikke noget krav til udstyr. En god fotograf kan tage langt bedre billeder med en mobiltelefon, end den middelmådige fotograf nogensinde kan vride ud af et Canon EOS 5D Mark II.

Forpligtelser
Som deltager er man forpligtet til at deltage i månedens opgave, og ikke mindst at give (konstruktiv) kritik på andre deltageres billeder. Man behøver ikke kunne en masse fine ord og dyre udtryk; skriv hvad du synes er godt eller skidt, hvorfor, og evt. idéer til hvordan opgaven kunne være løst anderledes.
- man kan selvfølgelig være forhindret i at deltage i en opgave, og man behøver heller ikke absolut have en mening om alt. Men man skal i udgangspunktet deltage aktivt.

Opgaver
Hver måned er der en opgave der skal løses, og her skal deltagere også gerne komme med forslag. Det kan være hvad som helst; et portræt, fange en årstid eller et naturfænomen, en stemning eller følelse, eller blot at bruge en bestemt teknik som fx lukketid eller dybdeskarphed. Mulighederne er mange, og formålet er blot at tvinge os selv til at arbejde målrettet med vores kamera og motiver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar